DSN-DK får Svaleprisen

Mar 04 2013

DSN-DK får Svaleprisen

in News

Rikke Nöhrlind og Maia Ingvardson modtager Svaleprisen på vegne af DSN-DK. FOTO: SVALERNE

Dalit Solidaritetsnetværket i Danmark kom i fornemt selskab, da U-landsforeningen Svalerne for første gang siden 1989 uddelte ‘Svaleprisen’. De hidtil eneste prismodtagere har været Kristeligt Dagblad og filminstruktøren bag ‘Salaam Bombay!’

U-landsforeningen Svalerne fejrede for nylig 50-års jubilæum og uddelte i den forbindelse ‘Svaleprisen’ til DSN-DK for netværkets ”store engagement og arbejde for afskaffelse af kastediskrimination”.

Prisen blev uddelt ved Svalernes jubilæumsreception 22. februar og bestod – ud over æren og det meget velkomne skulderklap – af en flot ’Fat Lady’-stenfigur fra Svalernes egen fair trade-butik.

Svaleprisen blev uddelt første gang, da foreningen fejrede 25-års jubilæum i 1988. Dengang gik prisen til Kristeligt Dagblad for avisens daværende faste tillæg om ”Danmark og Den 3. Verden”. Året efter blev den indiske filminstruktør Mira Nair hædret for filmen ’Salaam Bombay!’ om gadebørns skæbne i den indiske millionby, der nu hedder Mumbai.

Derefter lå Svaleprisen i dvale i næsten et kvart århundrede, inden den blev genoplivet i forbindelse med 50-års jubilæet.

Svalerne er selv en god støtte for DSN-DK’s arbejde og har bl.a. bakket fornemt op omkring facebook-kampagnen ’End Caste Discrimination’. Foreningen støtter også projekter i Indien, der forsøger at forbedre vilkårene for de kasteløse dalitter.

U-landsforeningen Svalerne

Svalerne på facebook

 

Share/Bookmark