Kastesystemet

6620093061_815477e0dd_bHvad er kastesystemet?

Kastesystemet som det kendes fra landene i Sydasien hænger sammen med hinduismens sociale lagdeling med opdeling af fire hovedkaster eller varnas:

1. Brahmin – præstekasten

2. Kshatriya – krigerkasten

3. Vaishya – bonde og handelskasten

4. Sudra – tjenerkasten

De fire kaster er rangordnet, og der er knyttet forskellige privilegier og pligter til dem, lige som de besidder forskellige grader af renhed og urenhed.

Udenfor de fire varnaer findes de kasteløse, eller dalitterne, som de selv foretrækker at blive kaldt. Ordet dalit betyder ‘undertrykt’. Dalitterne betragtes som urørlige (‘untouchable’), og skal leve adskilt fra de øvrige kaster, fordi de betragtes som forurenende, og er henvist til det mest beskidte og nedværdigende arbejde. Man fødes ind i en kaste, og mobilitet er ikke mulig. Inden for hver varna eksisterer en række jati, som definerer, hvilket erhverv man udfører, og hvilken grad af rituel renhed/urenhed man tillægges. Ægteskab finder som oftest kun sted mellem folk fra samme jati, som er en lukket social gruppe, som har fælles erhverv og fælles ritualer. Dalitter er ligeledes opdelt i jati’er med forskellig status og erhverv.

Kastesystemet er beskrevet i tekster så langt tilbage som 1000 år før vor tidsregning, og systemet gennemsyrer samfundet i de berørte lande. Indiens forfatning forbyder urørlighedspraksis og diskrimination på basis af kaste, men dette til trods lever begge dele i bedste velgående i dag. En helt tilsvarende praksis findes i Nepal, og i både Bangladesh og Pakistan lever dalit-mindretal under rystende forhold, typisk beskæftiget med de traditionelle ‘urene’ erhverv som omfatter håndtering af lig og rensning af latriner.

Deciderede slavelignende vilkår er ikke usædvanlige for dalitter, der arbejder i landbruget, specielt i Indien, Bangladesh og Pakistan. Dalitter, som konverterer til andre religioner som kristendom eller islam, betragtes fortsat som urørlige og bliver stort set udsat for den samme diskrimination fra det omgivende samfund. Diskriminationen eksisterer – om end i mindre grad end i hindusamfundet – inden for kristne og muslimske samfund, hvor der er mange eksempler på, at dalitter behandles som andenrangs sognebørn.

Dalitter nægtes systematisk deres basale menneskerettigheder og er udsat for voldelige overgreb, mord, tvangsarbejde og daglig diskrimination. Diskriminationen omfatter bl.a. segregering i boligområder (dalitter må ikke bo i højkaste-landsbyer), de nægtes adgang til offentlige steder som f.eks. templer, te-huse og restauranter, og til offentlige ressourcer som vandposter. De sociale og økonomiske indikatorer for dalitter taler deres eget tydelige sprog. Dalitter er i helt bund med hensyn til uddannelse, indkomst, sundhed og deltagelse i det politiske liv. I Nepal var dalitterne indtil for nylig f.eks. slet ikke repræsenteret i det politiske liv eller i retsvæsenet, og der er meget få i den statslige administration (til trods for, at de udgør 20 procent af befolkningen).

På trods af konstitutionelle forordninger og særlig lovgivning til afskaffelse af kastediskrimination i Indien vedbliver den således at være omfattende og systematisk og er forbundet med en næsten total straffrihed.

 

Share/Bookmark